Okay ikke ALT, men alt det du behøver at vide når du overvejer at tage kontakt til mig for at høre om jeg kan hjælpe dig i mål med din opgave.


Når man arbejder sammen med Frejamay November, skal man være parat til at komme udover sin egen komfort zone. Frejamay formår at rykke sine medmennesker i en positiv retning, altid med øje for selve målet, selv om vejen dertil ofte er utraditionel. Jeg har arbejdet sammen med Frejamay, i vores stormagasiner i Odense og Lyngby, og alle vores samarbejder har resulteret i et positivt resultat for forretningens drift
— — Johnny Buchgraitz, storemanager Magasin Odense

BUSINESS

Frejamay November er foredragsholder, virksomhedsrådgiver, mastercoach og forfatter, og har mange års erfaring med at skabe mærkbare resultater i detailbranchen, indenfor ledelse og udvikling af mennesker. Frejamay har været med til at vende tallene fra røde til sorte i stormagasinet Magasin du Nord, gennem coaching, uddannelse og udvikling af ledere og medarbejdere. I 2013 kom Magasin ud med virksomhedens bedste resultat nogensinde i de 145 år Magasin har eksisteret. Læs artiklen om Magasin's flotte resultat i Berlingske Business her


Frejamay privat

Privat bruger jeg rigtig meget tid på at nyde livet, være sammen med familie og venner, og nyde naturen. Jeg er enormt bevidst om at vi har fået foræret dette ene liv, og at vi hver eneste dag kan vælge hvordan vi vil bruge dagen. 

Jeg kører mountainbike, ror havkajak, er sammen med min datter, mine inspirerende venner, snakker om livet, klatrer i træer og lærer en masse om verden gennem de mennesker jeg møder. Min nysgerrighed har blandt andet bragt mig ud på Odense å i en badering, givet mig et eksklusivt møde med en dinosaurus og senest har jeg mødt en professor i myg, som lærte mig hvordan man kan løse alvorlige myggeproblemer i Afrika ved hjælp af spraymaling.


DEN UPOLEREDE VERSION

Min HR-direktør i Magasin spurgte mig engang hvorfor jeg talte om livet som om jeg havde levet et halvt liv allerede på trods af min forholdsvis unge alder. Jeg spurgte om han ville høre den polerede version, eller bare ville have historien råt for usødet. Han valgte det sidste, og den version får du også.

Et par gange om måneden er jeg ude og holde foredrag om min egen historie, fordi jeg vil bruge historien til at hjælpe andre med at finde ind til de gemte styrker vi alle har i os, til at finde modet til at stå ved os selv (også når livet bliver svært og tester os), og til at finde styrken til at træde vores helt egen sti i livets store jungle.

Da jeg var 6 år gammel  var jeg igennem det første overgreb. Da jeg var 27 år gammel var jeg igennem det sidste. Jeg var et selvskadende barn plaget af selvmordstanker, var meget alene og lukkede verden ude, fordi den var for smertefuld at leve i. Som teenager søgte jeg ind i et kriminelt miljø plaget af stoffer og meget destruktive forhold og relationer. 

En dag vågnede jeg op til min egen virkelighed, og så mit liv for hvad det var, hverken mere eller mindre. Jeg havde flygtet fra virkeligheden og havde dulmet smerten i drunk og hashrus. Jeg stod nede på første række til et liv der udspillede sig for øjnene af mig, og jeg traf mit livs vigtigste valg: Jeg vil ikke være offer for min egen fortid, jeg vil ikke lade min fortid definere hvem jeg er, mit selvværd og min fremtid.

Så jeg flyttede helt væk, helt alene, og besluttede mig for at starte forfra. Livet var ikke let, og jeg løb panden mod en mur adskillige gange før noget som helst begyndte at lykkes. 

Den meget korte version er at jeg vælger mit liv hver eneste dag. Jeg vælger mine relationer, jeg vælger hvem jeg har tæt på mig i min hverdag og hvilken energi jeg vil leve i. Jeg vælger også min fremtid. Jeg kaster mig ud i nye ting selvom jeg er bange, men jeg har det absolut vigtigste med i alt hvad jeg laver: mig selv. 

Jeg er ikke en "done deal" - tværtimod. Jeg har stadig dage hvor jeg vågner op og er 6 år gammel og føler jeg skal forsvare mig mod hele verden, men jeg har lært hvad jeg skal gøre de dage, for at gøre dagen til en særlig god dag, og i dag lever jeg af at lære andre de samme strategier. Jeg underviser i hvordan vi bruger vores utilstrækkeligheder aktivt til vores fordel, i stedet for at lade dem spænde ben for os. Og så underviser jeg i hvorfor det er så uhyre vigtigt at vi beslutter os for aldrig mere at betale skammens pris, uanset om det er privat eller på arbejde. 

Én ting er sikkert, uanset hvor meget du træner, så holder livet ikke op med at være livet. Til gengæld kan du holde op med at gemme dig i kahytten, og i stedet sætte dig op til roret, og vælge hvor vinden skal bære dig hen, og hvor sjovt du vil have det undervejs. Som Rasmus Klump engang sagde "jeg kender ikke destinationen, men vinden den er god".